Nu lukker Foodora endegyldigt i Danmark: Konkurrent overtager
Det er blot nogle uger siden, at Foodora meddelte sin afsked med det danske marked.
Og nu er der nyt i sagen.
For Just Eat meddeler torsdag, at madleveringstjenesten fra fredag overtager alle aktiviteter fra Foodora - og dermed gør det endeligt forbi for de lyserøde madbude i Danmark.
Just Eat
- Just Eat blev stiftet i Danmark i 2000.
- I dag er Just Eat Danmark en del af Just Eat Takeaway.com og er et af verdens førende globale online madleveringsvirksomheder.
- Just Eat har i dag hovedsæde i Amsterdam.
- Samlet set tæller Just 699.000 tilsluttede partnere - fra restauranter til detailhandel.
- Just Eat er tillige til stede i Australien, Østrig, Belgien, Bulgarien, Canada, Danmark, Frankrig, Tyskland, Irland, Israel, Italien, Luxembourg, Polen, Slovakiet, Spanien, Schweiz, Holland, Storbritannien og USA.
Kilde: Just Eat
- Hos Just Eat handler det om at levere den bedste service til vores partnere og kunder. Vi er derfor glade for, at vi nu kan opfylde efterspørgslen for online madlevering for endnu flere forbrugere og partnere, som kan drage fordel af et endnu bredere udvalg af restauranter, når de bestiller deres yndlingsretter.
- Vi ser frem til at byde flere brugere velkommen til vores platform og betjene deres daglige behov for convenience. Det samme gælder for restaurantpartnerne. Vi vil gerne støtte dem, der ikke arbejder med os, og opfordre dem til at tage kontakt, så vi kan hjælpe med at holde deres leveringer på rette spor, udtaler Ann-Sophie Adamsen, dansk landechef for Just Eat.
Foodoras endelige exit fra Danmark fremgår også en besked, som madleveringstjenesten har sendt til sine eksisterende kunder tidligere på ugen.
"Om tre dage (fredag, red.) stopper vi med at levere i Danmark. Men bare rolig, Just Eat tager roret herfra, så du stadig er sikret god mad lige til døren," skriver Foodora blandt andet i sit farvel til kunderne.
Også på Foodoras hjemmeside fremgår det, at Just Eat overtager Foodoras kunder i fremtiden - gældende fra fredag 14. juni.
"Velordnet nedlukning"
RetailNews har rettet henvendelse til Foodoras danske pressetjeneste, som har besvaret forespørgslen med følgende statement:
"Den endelige ophørsdato for Foodora i Danmark er den 14. juni 2024. Vi har organiseret en velordnet nedlukning af den lokale platform og arbejder sammen med Just Eat for at sikre, at der straks er et alternativ til rådighed for Foodoras kunder".
Foodora blev stiftet i 2014 under navnet Volo og har siden 2015 været ejet af leveringskoncernen Delivery Hero, som har aktiviteter på 74 markeder verden over.
I efteråret 2021 opkøbte Delivery Hero også den danske takeaway-platform Hungry og konverterede i den forbindelse hjemmeside og app til Foodora.
Madleveringstjenesten har i de seneste to år tabt over 80 mio. kr. i Danmark.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | -1,4 | 6,7 | 16,7 |
Resultat af primær drift | -54,8 | -34,1 | 6,7 |
Resultat før skat | -55,0 | -34,3 | 7,1 |
Årets resultat | -55,0 | -34,6 | 5,5 |
Balancestatus | 25,3 | 41,0 | 22,5 |
Egenkapital | 2,5 | 16,5 | 5,7 |
Antal ansatte | 76 | 57 | 22 |
Kilde: CVR |